Mig sød aldrig i livet

Jeg kunne ikke se, at jeg var sød, og for den sags skyld kunne jeg heller ikke se, at andre var søde. Jeg betragtede dem som svage, og mig, jeg var cool og ovenpå, skabte gode resultater, var hårdtarbejdende, ambitiøse og vedholdende.

Størstedelen af de steder hvor jeg blev ansat, avancerede jeg hurtigt i stillingsbetegnelse, i løn og kom ind i ledelsen. Jeg mødte altid verden med et kæmpe stort charmerende smil, og syntes at mit arbejde var en fest. Jeg susede af sted i min egen succes og ænsede ingen omkring mig.

Selvfølgelig brokkede jeg mig hjemme over kollegaer, som jeg synes hang i bremsen. Jeg trumfede, når jeg vandt en uoverensstemmelse og følte mig uovervindelig. Hvad jeg ikke så, var, at de slagne, slikkede deres sår, og havde umådeligt svært ved at komme op. Synd for dem, de måtte jo bare tage sig sammen og komme ind i kampen.

Det var mennesker, som jeg arbejdede sammen med hver dag. ”Nu ikke så fintfølende, lad os fortsætte hvor vi slap” tænkte jeg. Det var netop hvad der skete, de slap. Jeg var uønsket i fællesskabet, og når krisen kradsede, så stod jeg med min fyringsseddel. Ikke at det betød det store for mig. Det var jo dem, som gik glip af mit potentiale. Så min holdning var, at jeg lukkede én dør og millioner stod åbne med uanede muligheder.

Jeg var godt klar over, at jeg kunne hive en succes hjem alene, og efterhånden var det også gået op for mig, at jeg var ensom. Med den indsigt tog mit liv en hel ny drejning ind i fællesskaberne, hvor jeg skulle nedbryde de barrierer, jeg tidligere havde haft omkring det at være svag.

Jeg vidste, at jeg var ekstrem effektiv og resultatorienteret, at jeg udrettede mere end de fleste. På jobbet kørte jeg toget, og var folk uenige i retning eller synes de, at det gik for hurtigt, kunne de bare stå af, med mindre de selv faldt af i svinget.

Jeg kontaktede nogle af mine tidligere chefer for at undskylde, at jeg havde været en damptromle. Frygtede jeg at ringe op til dem? Om! . Pludselig var det mig, som fremstod svag og undskyldende. Til min store overraskelse var de glade for at høre fra mig og fik en god snak om hvordan vi hver især havde det.

Når jeg var hurtig mistede jeg min empati og medfølelse. Det eneste jeg ænsede for enden af tunnelen var resultatet, og jeg gik brutalt efter det. Det var derfor, jeg hægtede folk af. Jeg skulle lære at dosere speederen og bremse helt op om nødvendigt. Jeg begyndte at se og mærke folk omkring mig, hvilket var skræmmende, da jeg skulle tage stilling til, hvordan min opførsel påvirkede andre. Det havde aldrig været min intention at såre nogen, det skete bare, og jeg ønskede ikke det skulle ske igen. At sætte hastigheden ned krævede også, at jeg blev opmærksom på hastigheden i mit åndedræt, min tale, mine bevægelser, dybden i min stemme, roen og tyngden i min krop.

Ønsker du som leder, at din flok skal følge dig, så skal de, mærke hele dig.

Det er ikke noget, du kan snyde dig til, det skal komme dybt i dig, og du skal mene det. Det bliver også kaldt autentisk ledelse. Min opvågning var, at jeg stillede mig frem i en gruppe, som jeg var en del af, og åbent og ærligt delte med dem, hvor elendig jeg var i fællesskaber. Selvom jeg var en del af gruppen, så kunne jeg ikke mærke, at jeg var en del af fællesskabet. Jeg følte mig udenfor og ensom. En ting var, at jeg totalt blottede mig, en anden ting var, at jeg bad om hjælp. Flokken vidste nu præcis, hvad jeg havde brug for, og hvordan de kunne støtte mig.

At bede om hjælp og støtte, er noget af det største, vi kan gøre for os selv og andre. Der er så mange usagte ting folk imellem, så mange misforståelser og mistolkninger. Når vi åbner munden og melder ud sårbart, hvad vi har brug for, så ved andre omkring os, hvad de kan gøre.

At vise sårbarhed og læne sig op af andre mennesker er den største gave, vi kan give til andre, for de mærker, at der er brug for dem. Det samme gælder den modsatte vej rundt. Når vi får vendt sårbarhed til at være en styrke og ikke et tegn på svaghed, så vil folk mærke os. Medarbejderne vil følge lederen, som lige så naturligt melder ud, når det går godt, som når lederen frygter for resultatet.

Arbejdspladser vil stå stærkere, for i fællesskaberne opstår kreative og innovative idéer og i krisesituationer vil vi rykke tættere sammen. Vi er ikke længere damptromler men mennesker, som i forhold til dyr, har den evne at vi udvikler os i fællesskabet hvor vi inspirere og motiverer hinanden som en levende organisk enhed.

Folk, som jeg tidligere havde set som svage, forandrede sig til at have en sødme, som jeg ikke tidligere havde set, og langsomt gik det op for mig, at det måske slet ikke var dem, som havde forandret sig, men mig. Folk ville mig og jeg kunne få dem med. Der var så meget mere kraft i det at være sød i forhold til at fremstå stærk og kompetent.

I dag har jeg åbnet mit hjerte for andre mennesker. Laver jeg så aldrig fejl? Jo da, forskellen er, at jeg er opmærksom, og ved hvornår jeg skal træde på og slippe speederen og nogen gange bremse helt op. Styrken i et stærkt fælleskab afspejler vores evne til at vise empati. Når vi sætter turbostarter på lukker vi gradvist ned for empatien.

Hvor kender du den hurtige type fra? Hvilket første lille skridt ville du foreslå for at sænke farten og lukke andre ind?

MINE KUNDER SIGER

Lyder det interessant?

Kom i gang med din personlige udvikling!

Kontakt mig i dag, og få hjælp til at komme videre. 

Jeg er meget aktiv på LinkedIn. Her følger jeg med og deltager i forskellige debatter, kommenterer, laver egne opslag og artikler. Du er velkommen til at linke med mig, være en del af mit LinkedIn netværk og opleve endnu flere af mine personlige referencer.

Følg mig på Linkedin: