Jeg har et mål om at være blandt Danmarks dygtigste coaches. Her for nylig i en coaching session oplever jeg, at jeg som coach lukker ned for det, som gør mig til den coach jeg gerne vil være. Jeg mærker det ikke direkte i sessionen, men jeg mærker tydeligt en kølig distance, jeg ikke tidligere har mærket mellem min kunde og jeg. Alligevel bliver jeg i det uden at italesætte det.
Da vi er færdige rejser min kunde sig straks op. Normalt afslutter vi med en gensidig feedback og en aftale om, hvornår vi mødes næste gang. Jeg henter min kunde tilbage med et “Hey, vi skal da aftale et nyt møde” og inden kunden svarer, siger min egen indre stemme “Nej, det skal vi ikke og du skal ikke komme mere”. Min kunde kommer tilbage og vi aftaler nyt møde.
Jeg sætter mig ind i bilen. Jeg er ikke, som jeg plejer, opfyldt af en afslappet, varm og glad følelse. I stedet har jeg en følelse af, at om lidt ringer mobilen, at jeg ikke skal komme mere eller, at der ligger en mail eller sms til mig med ordene SKRID. Min egen indre stemme kværner, mens den slår løs på mig:
Du siger, at du giver lederskabet tilbage og du kan ikke engang tage det selv🔨
Du kalder dig selv coach – du er en elendig coach🔨
Find dig et fast job, så slipper du også for at presse dig selv så hårdt🔨
Hvorfor sagde du ikke noget?🔨
Hvorfor italesatte du ikke hvad der skete med et “Hvad handler det om?”🔨
Hvad skete der?
De gange jeg tidligere har haft møder med min kunde, møder han mig altid med et stort velkomment smil, som gør, at jeg ved, at han har set frem til vores møde. Denne gang er han inde på et kontor med nogle kolleger. Jeg kommer lidt før vi har aftalt. Jeg forsøger at få øjenkontakt uden held. Jeg forsøger igen efter et par minutter, igen uden held. Jeg vil ikke forstyrre. Han ved jo, at vi har en aftale. Så jeg sætter mig ind og lader ham styre tiden – det er jo hans tid. Jeg klamrer mig til kaffekruset, mens jeg sipper små slurke. Jeg tænker, hvor bliver han af. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre. Til sidst rejser jeg mig op og går hen til kontoret og siger “Hej”. Straks går han med. Vi sætter os. Vi mumler begge et eller andet. Spørg mig ikke hvad vi mumler – jeg hører ikke efter. Min kunde skal have max værdi for den tid han bruger sammen med mig. Jeg er ikke tilfreds.
En ting ved jeg. Det her handler udelukkende om mig. Jeg tager det fulde ansvar.
Jeg analyserer og efter to dage går det op for mig. Jeg gik i overlevelse, fordi jeg mødte modstand. Jeg lukkede ned for ikke at mærke min egen frygt og smerte. Smerten for at krakelere, når jeg bliver sårbar. Frygten for at blive afvist, at blive smidt ud, at blive kasseret, at være uduelig og stå alene. Præcis hvad min indre stemme fortæller mig.
Før jeg blev selvstændig var jeg en resultatorienteret salgs- og marketingchef. Når jeg mærkede modstand og at nogen talte ubehageligt til mig lod jeg som om, at det ikke rørte mig. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var langt hævet over dem, så jeg gav igen af samme skuffe, hårdt mod hårdt og ofte i en sarkastisk tone. Jeg kunne det hele selv, spillede hård, pakkede smerten væk, overlevede og skabte synlige resultater.
Når jeg pleaser eller vil fixe, så kommer jeg på overarbejde, og så er der langt større risiko for en utilfreds kunde.
Jeg vil være den coach, der favner andre mennesker, ved konstant at tage min egen udvikling som et helt menneske. Jeg kan stå i smerte uden at krakelere og sammen med mine kunder dykke ned i frygt. Jeg husker stadig min mor hovedrystende sige: “Jeg fatter ikke, at du vil være teamcoach, at stå der i orkanens øje”. Mit svar var: “Mor, jeg kan ikke andet. Det er min udviklingsvej, at mærke smerte og gå gennem frygt”. Min mor fatter det stadig ikke:)
I enhver coaching session kommer jeg ikke udenom, at træde ind i min egen frygt, mens jeg tænker “Hold kæft Lene, hvad har du gang i, om lidt rejser kunden sig og du ser aldrig vedkommende igen”. Men det sker ikke, for det er her, jeg stiller skarpt og det er her midt i frygten at gennembrudene sker, selvom jeg tror det er løgn. I realiteten spejler kunde og jeg os i hinanden ubevidst, fordi personlig udvikling sker, når vi går gennem frygten. Det er her lederskabet stråler. Når jeg pleaser eller vil fixe, så kommer jeg på overarbejde og så er der langt større risiko for en utilfreds kunde.
Det er pinligt, skamfuldt og ikke det min kunde betaler for.
Men lige den dag sammen med min kunde lukker jeg ned for alt det, som jeg ønsker, at jeg skal være åben for. Jeg mistede mit lederskab. Jeg indrømmer overfor mig selv, at jeg skammer mig og jeg skal gøre noget ved den skam. Det er pinligt. Det er ikke hvad min kunde betaler for og det er ikke den coach jeg vil være. Så jeg tager en beslutning. Jeg ringer til min kunde.
Jeg fortæller min kunde, at jeg har brug for at tale med ham, at jeg synes, at vores session startede uheldigt og at det handlede om mig, at jeg havde lukket ned midt i modstanden. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde været som salg- og marketingchef og at det ikke var sådan jeg ønskede at være som coach. Jeg sagde til ham, at det jeg fortalte ham var sårbart, men at det var vigtigt for mig, at fortælle ham det, fordi at hvis jeg skulle være den coach, som jeg ønskede at være, så var det gennem at være åben og ærlig. Stå i smerten ved at være i stand til at mærke, hvad der sker og agerer ud fra det. Jeg kan ikke udfordre uden at mærke, at der er noget på spil.
Det var en svær samtale. Den var pinlig, skamfuld og fysisk kvalmende smertefuld, men det varede ikke så længe, for min kunde lyttede og værdsatte min ærlighed samtidig med at han takkede for gratis indsigt og selvindsigt.
Hvordan fik jeg tankemylderet stoppet, så jeg kunne handle?
Jeg stoppede tankemyldret ved at sætte bevidsthed på min tilstand. Jeg vågnede op og ændrede min tilstand fra at være lukket til at være sårbar. Det er et gammelt mønster, hvor jeg pakker sårbarhed væk. Jeg ved, at jeg har tanker og følelser, men at jeg ikke er dem, så med tanke og følelse på min retning, at være blandt Danmarks dygtigste coaches, ved jeg, at jeg kun bliver det ved at ringe til min kunde. På den måde tager jeg ansvar og hiver den helt hjem til mig selv.
Hvorfor udstiller jeg mig selv på den måde?
Det gør jeg:
Det er forløsende at slippe dig selv fri og opleve hvordan du i frygten vokser og vækster andre. For når du fejler, tager din indre kritiker over, mens den fører dig til udkanten af din komfortzone, hvor langt de fleste går i stå og kritikeren fortsætter sin kværnende stemme. Du kan få din indre kritiker til at stilne af, når du bevæger dig ind i frygten og ud af din komfortzone, hvor du oplever, at når du står ærligt og sårbart frem, så vinder alle.
For mig betød samtalen med kunden, at jeg tog mit lederskab tilbage, så der mellem kunde og jeg opstod en ny og tættere relation med gensidig tillid. Samtidig er jeg også bevidst om, at hvis jeg holder op med at tage handling på mine fejl, afvikler jeg mig selv, så det er nok ikke min sidste nedlukning:)
Masser af kærlige hilsner Lene
PS. Jeg har selvfølgelig fået min kundes accept. Han skrev: Lene, jeg overvejede ikke et sekund at stoppe vores samarbejde. Jeg har valgte dig initialt, fordi du er direkte og udfordrer. Jeg har valgt at fortsætte, fordi du rykker mig som menneske og leder.