Jeg var fem år og jeg følte mig alene i verden. Jeg følte ikke at mine forældre var kompetente nok til at de kunne passe på mig. Har man forældre, der har været i koncentrationslejr, så er det meget normalt, at temperamentet eksploderer fuldstændig hæmningsløst helt upåvirket af de omgivelser det rammer. Mine forældre skændtes højlydt om alt og især hvem der havde haft det værst. Ikke at jeg blev bange. Jeg var vant til det, men jeg syntes, at de var pinlige. De konkurrerede konstant om hver deres territorium ligesom søskende, der sidder ved spisebordet eller på bagsædet af bilen med den usynlige kridtstreg imellem sig.
Jeg gik ud i verden med den indsigt, at jeg skulle klare verden alene. Underligt at jeg allerede som barn havde den opfattelse af mine forældre, men det havde jeg. Jeg tvivlede på at de var forældre. Jeg var sikker på, at de var bror og søster. Hvad jeg ikke vidste var, at selv om jeg følte mig alene og ret ligeglad med hvad andre tænkte om mig, så følte jeg mig aldrig set for den jeg var. Jeg skulle passe ind, og det nemmeste var, at blive usynlig. Jeg gik mine egne veje på opdagelse i den store verden. Det er nu meget rart, for jeg kunne nærmest gøre hvad jeg ville for ingen så mig. Men da jeg stoppede op og kiggede tilbage på min barndom her for nylig, faldt brikkerne på plads. Jeg blev ikke set for den jeg var, indtil jeg var 11 år. Det forandrede mit liv fra usynlig til synlig.
Stopper du nogle gange op og overvejer hvad meningen er med det hele? Hvad skal galskaben gøre godt for, når du kigger tilbage på dit liv? Så mange grænseoverskridende kompromisser for at passe ind? Så meget frygt for at være dig? Og måske slet ikke ane hvem du er?
Hvad nu hvis alle de lynnedslag gennem dit liv er et tegn på opvågning? Din gave her i livet? Det som du kan give til verden, når du fatter, at det du længtes efter som barn og generelt i dit liv er en kilde til selv at fylde op og give videre til andre? En uudtømmelige kilde af kærlighed.
For selvom du håbede på, at dine forældre fyldte dig op, så var de ikke i stand til det. Hvad bidrager dine forældre, bedste- og oldeforældres livshistorie med? Måske de længtes efter det samme som dig? Et uforløst smertefuldt hul som ligger som en forbandelse ud over slægten indtil en af jer modigt finder styrken til sårbart at bryde mønstret og sætter kommende generationer fri.
Da jeg blev selvstændig for ni år siden, havde jeg et ønske om at holde et foredrag, hvor jeg tryllebandt 1000 mennesker. Jeg gik på opdagelse i hvad det skulle være og endte med at holde forskellige faglige foredrag. Jeg var aldrig tilfreds og efterhånden fortrød jeg hver gang, jeg havde sagt ja til at holde et foredrag. Det var som om, at der manglede min egen personlige substans.
HVEM ER DINE BUDBRINGERE OG HVOR FØRER DE DIG HEN?
Velkommen til nogle af BUDBRINGERNE i mit liv
Jeg plagede min mand i 20 år om at danse salsa med mig. Det var hans skyld, at jeg ikke dansede salsa, fordi han var sådan en kedelig stivstikker, indtil det gik op for mig, at pilen pegede på mig. Jeg spurgte efter anbefalinger og @Bettina Molsner sendte mig videre til @Ketti Bueno Ferrer.
Jeg dansede salsa et år. Jeg var glad og mæt efter et år. Der går nogle år og jeg savnede @Ketti, så da hun laver ”I lære som kvinde” så tilmelder jeg mig. Gennem @Ketti bliver jeg præsenteret for @Fattima Loreen og da jeg hører hende fortælle om kærlighed, melder jeg mig til hendes workshop om ansigtslæsning, fordi jeg vil og fordi det føles helt rigtigt.
Til workshoppen skal vi have forskellige billeder med af os selv fra vores opvækst. Jeg har ikke alle de billeder, for der er ikke særlig mange billeder af mig og skulle der være nogen, så ligger de hjemme hos min mor i en stor rodebunke i en kuvert. Så jeg skriver til @Fattima om jeg ikke skal melde mig på næste workshop. ”Kom du bare, med det du har”, siger Fattima.
Det slår mig, at jeg ser så pokkers trist ud på de billeder. Jeg er 9 og 10 år. Sådan har jeg aldrig set de billeder før. Jeg bliver helt ked af det og tænker, at der må da være et billede af mig, hvor jeg ser nogenlunde glad ud. Så forfærdelig var min barndom da heller ikke.
Jeg var hjemme hos min mor fra jeg var nyfødt til jeg var tre år. Jeg har altid fået at vide, at jeg var så let et barn. Jeg var stille, legede med mig selv, spiste, sov og talte først da jeg var tre år. Det var dejligt for det passede perfekt med at min mor skrev tekster rent på skrivemaskinen uden at blive forstyrret. Det var ikke som med min storesøster, der var helt ”umulig” og hverken ville ammes eller sove. Da hun var tre måneder gammel, blev hun sendt i vuggestue. Min mormor bragte og hentede hende i en lang periode. Min far var så stolt, da de fik min storesøster. Tænk ham, der havde været i koncentrationslejr som 14-årig nu med hustru og datter. Når folk kom på besøg og selvom min storesøster sov, så hev han hende op for alle skulle se hende. Da jeg blev født, var den del ligesom overstået, så ingen lagde mærke til nummer to, som blendede ind i familien i stilhed udenfor kameraets rækkevidde og sikkert fuldstændig understimuleret.
Jeg finder et lille billede af mig selv som 11-årig, hvor jeg ser gladere ud. Jeg roder rundt for at se om jeg ikke har det billede i større format, men det har jeg ikke, så jeg tager samlingen med og også det lille billede.
Vi ser på billederne og det viser sig, at jeg er fuldstændig slukket i øjnene lige med undtagelse af det billede, hvor jeg ser nogenlunde glad ud. Der sker noget i de øjne, som om de er livet op. Mens jeg sidder til workshoppen, går det op for mig, at der skete noget livsændrende da jeg var 11 år.
Min mor havde meldt os til en konkurrence, hvor de søgte ”en helt almindelig familie” som ville være med i en bog hvor deres dagligdag i slut 70-erne blev skildret. Lad mig bare sige, at vi var alt andet end en ganske almindelig familie. Selvfølgelig vandt vi. Morten Bo, fotografen og forfatteren bag bogen ændrede titlen til ”Roller i familien”. Min far gik under dæknavnet Palle, for man kunne ikke hedde Salle. Vi andre havde helt normale navne også med titlerne mormor, morfar og farmor. Deres navne, hvis de skulle være blevet brugt ville nok også være skiftet ud til noget mere dansk klingende end Rachel, Schulem og Malke.
Min far var rasende, men nok mest fordi det var min mors idé og at hun ikke havde sagt noget til min far, før det var en realitet. Hun havde vundet territorium. Kameraet klikkede løs i en uendelighed i en uges tid i skolen, på jobbet, i fritiden og i hjemmet. Min fars raseri blev hurtigt vendt til glæde og sjov, for det gik op for ham, at han godt kunne lide spotlyset, især at have en fotograf med sig i hælene alle steder, gav jo en del positiv opmærksomhed, så min far tog både klovnemaske på og løftede min mor højt op i luften, som blev foreviget i bogen.
Jeg havde to lærer, som fyldte alt i min skolegang og som jeg var så bange for, at jeg svævede væk, når de underviste. Hanne havde vi nærmest i alle fag. Hun var ranglet og altid med en stram knold i nakken. Når hun rynkede panden, løftede brynene og kiggede strengt på os, blev der helt stille i klassen. Jerry var vores matematiklærer. Han kom fra Polen, havde et kæmpestort mørkt hår og fuldskæg, og havde været professionel bokser uden kendskab til dansk pædagogik fra sin polske læreruddannelse. Enten elskede du eller frygtede ham. Jeg frygtede ham.
Morten Bo gennemskuede hurtigt min frygt. Han tog nogle rammende billeder af Hanne og udstillede hende som den skrappeste lærer, som ingen elev ønskede sig. Han tog også billeder af mig, hvor det er tydeligt, at jeg er svævet væk. Jeg husker i matematik, hvor jeg stillede Jerry et spørgsmål. Jeg fattede intet af hvad han forklarede. Jeg svævede væk. Morten Bo gik op til tavlen, tog kæmpe linealen ned, gik hen til mig og forklarede stille og roligt, så jeg forstod. Jeg husker at der blev helt stille.
Behøver jeg at sige, at hvis Hanne havde opgivet mig, så hadede hun mig nu, for den måde, hun blev beskrevet på i bogen. Morten Bo som udefrakommende øjne og ører med sit kamera indfangede alle billeder og stemninger, så han med sine billeder og ord kunne vise hvordan jeg havde det.
Jeg blev støttet i det jeg oplevede og jeg blev set for den jeg var. Siden den dag var jeg ligeglad med om Hanne eller Jerry kunne lide mig eller ej, fordi jeg gennem Morten Bo oplevede trygheden i at blive set og bekræftet i, at det jeg oplevede, var jeg ikke alene om.
Jeg var ikke længere bange for at stikke ud og lyse op som den jeg var, da jeg følte mig tryg. Fra den dag af begyndte jeg at larme, fylde og indtage min plads. Jeg var synlig. Når jeg ikke fik plads til at fylde, så gik jeg. Fyldte jeg for meget uden at andre accepterede det, så blev jeg smidt ud.
For ni år siden besluttede mig for at grundlægge min virksomhed på en vision om at skabe stærke fællesskaber hvor vi passer på hinanden. Fællesskaber med plads til alle, hvor vi fylder os selv og hinanden op og aldrig er nærige med at give ud af os selv. Fællesskaber hvor vi har hinandens ryg og hvor vi skaber et trygt sted med plads til at være dem vi er, så vi kan smide masken med gensidig tillid og være synlige. Føler jeg mig ikke set med mennesker, som jeg er tryg ved, så melder jeg ud også selvom det er frygtsomt. Jeg ved godt, at det udelukkende handler om mig og mine følelser. Kærligheden til mennesker blomstrer i mine fællesskaber.
I min fortælling har jeg nævnt fire budbringere (min mor inklusiv som førte mig til Morten Bo), som jeg takker for at være kommet ind i mit liv. Der er flere og jeg ved at både min mor og far, og hver deres slægt har stor indflydelse på, hvem jeg er i dag.
Hvem er dine budbringere, hvad har de betydet for dig og får du takket dem?
Og forresten hvis jeg holdt et foredrag om det at blive set og være synlig, ville du så høre det?