Alt er sjældent sort og hvidt eller meget enkelt og lige til, måske lige med undtagelse af når vi beskuer arbejdsmarkedet for her er ganske enkelt to grupperinger. Enten er du indenfor på den grønne gren eller også er du udenfor på den visne gren.
Det er såre simpelt, at det kræver temmelig meget mere at genoplive den visne gren, hvis overhovedet muligt, for du vil nok hurtigt finde ud af, at du er langt bedre tjent med at slippe den og så går ud i verden og søge en helt nye gren. Du må slippe den visne, som ikke tjener dig mere. Det er en hård proces mest af alt, fordi du lægger så meget energi i at holde fast og når du slipper, aner du ikke hvor eller hvornår du finder din nye gren. Hvad nu hvis den nye også visner, uden du selv ser det komme på trods af alle dine anstrengelser eller du aldrig finder den?
På den grønne gren er der naturligvis også en masse udfordringer, men her sidder du godt fast, selvom du tit overvejer om det måske ville være bedre at slippe og søge efter en anden gren. Det er svært, for du kender den så godt og det kræver også en del. Hvad nu om den her grønne gren ikke bare er god nok. Måske der er en skønnere og smukkere gren derude, men du ved godt, at dens velbefindende afhænger af din indsats og orker du det lige nu?
Det gode er, at du er indenfor med de andre grønne grene og ikke derude med de visne, for dem på de visne har ikke noget valg om enten eller – de er nødt til at komme i gang og gøre sig til, for at dem på de grønne tager imod og smider en aflægger eller helt nye grønne grene ud til dem. Det der med at gøre sig til, er dem på de visne så heller ikke så gode til for det er som om, at de midt i deres anstrengelser bliver så underdanige, at de mister selvrespekten.
Når de så endelig får taget sig sammen og kommer i berøring med dem på en grøn gren, som har inviteret indenfor, så stiller de på de visne de mest åndssvage spørgsmål, som straks diskvalificere dem fra at blive en del af dem på de grønne grene. Ak ja…. det er faktisk ret hårdt at sidde på sådan en grøn gren, når der skal bruges så meget tid på at sortere i de visne SUK! (ironi kan forekomme)
“Sådan en slapsvans. Kom igen”, siger dem på de grønne “Når du formår at stille fornuftige spørgsmål”.
I november 2019 lavede jeg et opslag, som hed Medfølelse med jobsøgende NU , som stadig er høj aktuelt. Lad os bare sige, at det opslag gik temmelig meget amok. Likes 1.033, kommentarer 279, delinger 14 og 85.0000 visninger. Jeg ramte åbenbart noget, som mange genkender og tak for alle kloge og indsigtsfulde kommentarer. Jeg taler om arrogance fra de, som er indenfor på arbejdsmarkedet, desperationen når økonomien udebliver og når mening med et job er at tjene penge.
Min mission er, at vi alle vil og kan tage vores lederskab tilbage. Vi har alle haft det, men har tabt det i dagligdagens gøremål i den evige jagt på at nå vores mål og deadlines. Problemet er, at når vi handler og bliver fokuseret på alt det vi synes, at vi skal nå, så mister vi empatien. Jo hurtige vi løber, jo mere fokuseret og jo mere målrettede, jo mere taber vi vores evne til at mærke andre – vi er som væddeløbsheste med skyklapper på med retning frem mod målet. Kald det empati, medfølelse eller compassion. Når vi taber den evne, så bliver vi arrogante som et skjold vi sætter op for at sikre vores egen overlevelse – og det hele sker ubevidst – vi benægter – og derfor får vi heller ikke gjort noget ved det, fordi vi er fanget i et spind af en blindgyde i vores egen succes.
Jo mere vi lukker os om os selv, jo flere mister vi.
Jeg er meget bevidst om, at du som leder har brug for empati i dit lederskab, men min opdatering har gjort mig endnu mere bevidst om, at vi har et kæmpe problem i vores samfund, hvor vi hver især har nok i os selv. Det vidste jeg godt, men alligevel det er som om, at det står langt tydeligere for mig nu efter det opslag.
En kvindelig HR direktør kom ind på mit opslag og satte rigtig mange tanker i gang hos mig (Hvis du læser med, så tak for dit vigtige bidrag). Hun inviterede mig til at lave en event, hvor hun gerne ville stille op til debat. Jeg havde aldrig bedt om en debat og jeg havde heller ikke mulighed for at arrangere et event, så jeg foreslog, at hun i den virksomhed hun var i afholdt eventet og så ville jeg med glæde stille op.
Men hun ville ikke tage min debat og det satte mine tanker i gang, for det her er ikke min debat, det er samfundets og virksomhedernes mulighed for at opleve virkeligheden gennem ansøgernes øjne, og sammen sætte ind med flere løsninger end bare en enkelt. Dialogen fortsatte med empati, hvor jeg mener, at alle som har råderetten til at vælge og fravælge mennesker skal gøre det med empati, hvilket medførte sammenligningen; jobsøgning og dating. Det har jeg hørt tidligere, men igen når du vrager, må det gerne ske med empati og hvad nu hvis sammenligningen går på brug og smid væk. Nu blev det for langhåret og for meget ynk, hvilket var hendes holdning og det er OK.
Min holdning er, at det bliver arrogant, fordi evnen til empati aldrig kan være for langhåret eller ynk da empati gør os menneskelige – og menneskelighed er præcis, hvad vi har brug for alle steder i vores samfund, hvor vi har at gøre med mennesker.
Hvad er det for et samfund vi har efterladt os selv i?
Det paradoksale er, at det er svært at sætte sig ind i andres lidelse, når du ikke selv har prøvet det, hvilket der også er en del dialog om i tråden. Her kom @Maya Drøschler på banen og skrev, at derfor kan man godt opføre sig ordenligt alligevel (Tak for den kommentar, for det satte også mine tanker i gang).
Men hvor er vi, når vi sjældent hører eller bruger ordet “Tak”, når vi i en forretning møder ekspedienter, som er mere optaget af at tale sammen end at servicere os, når vi på en restaurant bliver set surt på, når vi flere gange forsøger at få tjenerens opmærksomhed, når vi ikke længere som noget af det mest naturlige rejser os op for gravide, ældre, handikappede eller forældre med små børn i bus og tog, når vi møder andre mennesker på gaden og ikke værdiger dem et blik eller et smil, når vi er mere optagede af vores mobiler end at være tilstede med andre mennesker i trafikken, til middagsselskaber og ja sågar med vores børn og jeg kunne blive ved.
Så jo, vi udviser ringe empati overfor de som er udenfor vores sfære – det er den arrogance vi som samfund gemmer os bag, fordi vi har så rigeligt i os selv med alt det vi føler, at vi skal nå og gøre og vise – bare tænk på generationer før os, hvor mændene som en hilsen lettede på hatten både til kvinder og mænd, når de passerede hinanden på gaden.
Derfor er det også helt naturligt, at du møder ringe empati og arrogance, når du står udenfor arbejdsmarkedet. Begge dele gennemsyrer hele vores samfund – vi klamrer os til os selv eller får professionel hjælp til genoplivning – det er først, når du evner at leve, sætter farten ned og inviterer empati ind, at du tager dit lederskab tilbage, så du ikke længere er arrogant men imødekommende. Først der forstår du, at din måde at være på sætter livsvarige mærker i de mennesker du møder på din vej og det forpligter.
- Så hvilke mærke vil du sætte i andre mennesker?
- Hvad vil du gerne have, at de siger, føler og tænker om dig?
- Hvad betyder det for dig, at du sætter aftryk i de mennesker, du møder på din vej?
- Hvad vil du gøre for at empati bliver en bevidst del af din hverdag?
- Tør du kigge din egen arrogance i øjnene?
Tak for at læse med😊