Med en baggrund indenfor salg, marketing og kommunikation og med omkring 20 års erfaring i overvejende mandsdominerende virksomheder, havde jeg tillagt mig en attitude, så jeg var overbevist om, at jeg var som en fisk i vandet sammen med mændene.
Jeg var kompetent, ansvarlig og stærk. Jeg vidste, at ville de andre ikke med, så var det fordi de var svage, så klarede jeg den selv. Mine chefer var begejstrede. Mere ansvar, højere løn, chef titler og plads i ledelsen. Omsætningen og kundetilgangen steg.
Svaghed var noget fanden havde skabt. Med tydelig væmmelse betragtede jeg de af mine kolleger, som var langsomme, fat svage, og uambitiøse. Vi gik på arbejdet for at skabe resultater, sgu’ da ikke for at sidde og hyggesnakke og spilde tiden. For mig handlede det om arbejde. Jeg havde det bedst, når snakken faldt på den næste store succes – sniksnak blev hurtigt drejet væk og hen til det faglige.
Sandheden er, at jeg aldrig fattede, at jeg var gal på den. Jeg var ikke en del af den testosteron, som jeg omgav mig med. Jeg forstod ikke spillets regler og kom konstant op at tottes med mine mandlige kolleger. Ikke, at jeg ikke kunne lide det, jeg elskede det, jeg nød kampen og trumfede, når jeg fik dem ned og bide i græsset – ”Hæ, hvad sagde jeg”.
Jeg blev tosset, når de ikke støttede mig, men hvem støtter én, som skubber dig væk hver gang du prøver at nærme dig, fordi den person du prøver at støtte, er overbevist om, at så er jeg svag, inkompetent og uden for indflydelse, når jeg tager imod støtte?
Hvad fanden laver jeg her – hvorfor er jeg ikke hjemme hos min familie
Ny Area Sales Manager for Europa og af sted på min første messe i England. Alene satte jeg produkterne op, det var der sådan set ikke noget galt i. Problemet var, at jeg ikke kunne få trækasserne op produkterne lå i. Jeg anede ikke mine levende råd. Der stod jeg på en mennesketom konference i en eller anden dødssyg bygning kl. 2 om natten – alle andre havde sat deres produkter op – og om morgenen kom vores direktør.
Jeg vadede rundt på alle etager og endelig fandt jeg en vicevært, som jeg shanghajede. Han var godt klar over, at jeg ikke havde i sinde at slippe ham fri, før han havde fået trækasserne op. Til mit held havde han et brækjern, så vi brækkede kasserne op. Kl. 4 gik jeg fra bygningen tilbage til hotellet, hvor jeg fik 2 timers søvn, mens jeg tænkte ”Hvad fanden laver jeg her – hvorfor er jeg ikke hjemme hos min familie?”.
Næste dag ankom direktøren. Han så noget mærkelig ud i hovedet, da det gik op for ham, hvordan jeg havde maltrakteret kasserne, for som han sagde, så skulle jeg bare have brugt det her lille simple værktøj, som han hev op ad lommen og så mumlede han, at kasserne ikke var helt billige.
Ikke et ord om, det må du virkelige undskylde, at vi ikke har sat dig ind i det, sørget for at du havde det med, så du ikke skulle bruge al din tid– i stedet sagde han, at det også var for dårligt, at mine kolleger ikke havde givet mig værktøjet med…. det kunne jeg slet ikke tage til mig, for det der straks gik gennem mit hoved var, at de alle sammen grinede ad mig, for nu skulle de sætte mig på plads. Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget. Jeg kunne se det hele for mig, hvordan de hylede af grin, klappede sig på lårene og havde en fest over, hvor fortabt jeg var.
Jeg har aldrig følt mig så alene med en higen efter at nogen skulle passe på mig
Med direktøren ved min side og hændelsen fra aftenen før, føg tankerne gennem mit hoved. Jeg var vant til at klare mig selv, men jeg blev klogere – aldrig havde jeg følt mig så alene med så meget brug for, at nogen passede på mig – gav mig et kram og fortalte mig, at det hele nok skulle gå og at jeg var god nok. Det gik op for mig, at jeg aldrig mere ville udsætte andre eller mig selv for at føle sig så fortabt og alene. Det gik op for mig, at det at klare sig selv, var alt andet end flatterende – det var noget af det ensomste.
Lige der besluttede jeg mig for, at jeg skulle videre med den coachinguddannelse jeg havde taget for 12 år siden, at jeg ikke ville på messe, når jeg blev 65 år, at jeg ville have nogle flere heste at spille på.
Jeg fik langsomt åbnet op for min sårbarhed. Jeg stod frem og fortalte hvor alene jeg følte mig i fællesskaber – at det i bund og grund var ligegyldigt, om jeg var der eller ej – for fællesskabet klarede sig ganske godt alligevel. Jeg blev klar over, at mit behov for at snakke og fylde meget i et rum uanset om det var et møde eller frokosten var, at når jeg var stille, havde jeg det som om, at jeg stod udenfor. Jeg kunne se ind, men ingen kunne se mig – det var ligegyldigt, om jeg var tilstede.
Jeg synes, at folk omkring mig pludselig var så søde
At stå hudløs ærlig frem og fortælle om hvordan jeg havde det, gjorde at jeg langsomt så mennesker som søde. Jeg sagde det til dem og jeg spurgte også andre om de også havde lagt mærke til den forandring. Nå nej, sagde de, ”jeg synes altid, han eller hun har været sød”.
Det gik det op for mig, at det slet ikke var de andre, som havde forandret sig. Det var mig, som var blevet sød og det gjorde, at jeg så verden i et andet lys.
Det var en lettelse, at anerkende den styrke, der ligger i at være sårbar, svag, inkompetent, utilstrækkelig, usikker for lige der, får du ubetinget støtte. Du finder ud af, at folk vil dig og de vil gerne passe på dig. For i fællesskabet bliver vi stærke sammen og glæden ved at give er så meget større end at tage.
Jeg blev sød og fandt ud af, at livet er langt lettere, når jeg går gennem det som sød – det modsatte er en facade, som skjuler den du virkelig er. Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg havde tilført testosteronet præcis det, som det manglede af det søde, det bløde og det milde fremfor at pøse mere på af det, som det havde i overflod af.
Jeg forstod, at ingen vil en sten. Langt de fleste vil gerne et blødt og rart menneske for dem slår vi os ikke på.