Min første blog er inspireret af min underskønne salsa danselærerinde Ketti Bueno Ferrer. Ketti kommer fra kunstens verden, og her er motivation alt andet end gulerod. Bloggen handler om hvordan vi bedst motiverer og skaber resultater. Skal det være pisk, gulerod eller måske begge dele? Døm selv og kom gerne med dit input. Først lidt forhistorie.
Dengang jeg var ung og sprød rejste jeg en del i Sydamerika og Spanien. Jeg var dybt fascineret af den livsglæde og kreativitet, jeg oplevede i lande som især Venezuela og Brasilien. De var jo ludfattige, og alligevel fandt de konstant på måder at eksistere, som gjorde at deres tilgang til at leve blev ret så intens og nærværende. Selvfølgelig var der meget, som kunne vente til i morgen, men det at leve og nyde kunne aldrig vente, det var lige nu og her. Det jeg var allermest fascineret af var danseglæden. I Danmark er vi så kropsforskrækket. Mange mænd i min omgangskreds danser slet ikke. Ikke fordi de ikke har lyst, de aner simpelthen ikke hvilket ben de skal sætte foran det andet eller hvordan de skal føre en kvinde. Tanken om at lære det, er dem så fjern, fordi de så først skal ud i at fjumre rundt, lave fejl på fejl og se komplet latterlige ud med stive ben og hofter, halsende bag alle de andre rutinerede, og vise at nej, du har ikke en skid styr på det, overhovedet ikke! Det er som om at hjerne og krop modarbejder hinanden. Bare rolig, kære mænd, jeg kan fortælle, at jeg som kvinde er i fuldstændig samme situation, blot uden at skulle styre.
Da jeg kom hjem fra Sydamerika tog mit liv en anden drejning. Ja, du kender det selv. Uddannelse, job, mand og børn. Ind imellem spurgte jeg min mand, om vi ikke skulle gå til dans sammen. Det blev hver gang besvaret med et hverken ja eller nej, men med et uinteresseret grynt, så der lod jeg det ligge. Så i år spurgte jeg igen, og jeg besluttede mig for, at hvis han gryntede, så startede jeg selv. Han gryntede ikke, han sagde klart, at nej, det havde han ikke lyst til. Så jeg startede på salsa single holdet level 1 her i midten af februar.
Der var faktisk ikke mange helt nye på holdet. De fleste var gengangere, som tog level 1 igen, for som de sagde, det var vigtigt at have styr på grundtrinene inden level 2. Nå, tænkte jeg, hvor svært kan det være, at gå lidt frem og tilbage og vrikke med hofterne. Det gik da også meget godt, indtil vi skulle lære endnu et nyt trin ”Dile que no” (sig nej til hende). Jeg var ellers godt tilfreds med det, vi havde lært, og ville så bare øve på det, men næ nej, vi skulle lære mere. ”Dile que no” er et trin, som går ud på at skifte plads med manden. Når trinene bliver kombineret med at manden fører, ja, så går det helt galt. Jeg blev ført med et hårdt tag i min bukselining og venligst skubbet på hoften for at vise hvilke retning jeg skulle dreje, mens jeg ihærdigt prøvede at holde styr på trinene. Det var her jeg besluttede mig for at tage level 1 igen. Da vi igen kom til ”Dile que no” løb jeg pladask ind i fuldstændig samme situation. Jeg kunne simpelthen ikke få hverken drejning eller trinene ind, og jeg nægtede at skulle på level 1 for tredje gang, så jeg meldte mig på level 2. Første gang på level 2 fik vi at vide, at vi skulle have styr på grundtrinene fra level 1, for nu blev der proppet på, sagde Ketti og kiggede på mig. Og det skal jeg lige love for der blev med drejninger, nye trin og ”Dile que no” i en dobbelt version. Havde faktisk allermest lyst til bare at skride, og sige OK, salsa det er nok ikke lige dig og godt det her er sidste sæson inden sommerferien. På vej ud af dansesalen med en af mine dansepartnere, fik jeg da også lige et ”Du skal se at få styr på den ”Dile que no”, fra Ketti. Jeg var total offer, og klagede til dansepartneren, at der da ikke var nogen grund til at gå så hurtigt frem, det gav jo ingen mening, det var kun hjælperne fra de højere levels, som kunne følge med.
Der gik et par dage og jeg slap offerrollen. Så skete der noget meget interessant. Jeg blev fandeme så vred, og tænkte, at jeg nok skulle vise hende Ketti, at jeg sagtens kunne finde ud af de trin. Så jeg kontaktede dansepartneren, og spurgte om vi ikke skulle øve os NU, hans eller mit sted. Nu skulle jeg nok vise hende, skulle jeg. Desværre kunne det ikke lade sig gøre at mødes, så jeg øvede mig hjemme på stuegulvet igen og igen.
Kunstnerverden er præget af benhård disciplin. Det samme er lægeverden, hvor der ikke er plads til sjusk, selvom man til tider hører om det. I lægeverden kan sjusk koste liv. I kunstnerverden er konkurrencen stor, og der er mange, som står på spring for at overtage din plads, det gælder for den sags skyld også kokkeverden, hvor der ikke er plads til fejltagelser. Det gælder om at performe og hver gang at yde maksimum. Hvert trin, replik, bevægelse eller anretning er nøje afpasset og skal være perfekt hver gang. Det kræver øvelse og øvelse. Der er ingen kære mor, som støtter dig og siger, at du er godt på vej, selvom du har styr på det meste, for det er helhedsindtrykket og detaljerne som gør det. Hvert eneste fejltrin bliver nøje observeret og du får kontant afregning om at rette ind. Det er en verden, hvor du konstant bliver kastet ud af din komfortzone, og bliver tvunget til at se frygten i øjnene og agere på den. Det gør du ikke ved at give op eller blot nøjes. Nej, det er benhårdt arbejde med masser af gentagelser og sikkert en masse tårer. Det kræver, at du bliver rasende, og vil vise det dumme svin af en overlæge, balletmesteren, instruktøren eller chefkokken at du godt kan. Og når du så endelig kan, så er det en enorm tilfredsstillelse, og din komfortzone er blevet udvidet. Du lærer, at skal du være blandt de bedste, så er der kun en vej, og det er pisk. Du ved så også hvordan det føles, når du er i mål, og det er det mål, som du forfølger.
Min holdning er, at den danske arbejdskultur alt for ofte nøjes med det middelmådige. Vi løser opgaver, som vi plejer, og det er godt nok. Som oftest får vi ros for de middelmådige resultater, fordi vi er en del af en kultur hvor middelmådighed er OK. Ingen i en sådan kultur har lyst til at træde ud af komfortzonen og se frygten i øjnene. Det skyldes, at vi tilhører en kultur, hvor vi leder uden om frygten. Vi tager beslutninger, som gør, at vi undgår at tage de store risici, så vi beholder vores job og gode ry. Beslutninger hvor vi ikke ved, om det går godt eller skidt, dem holder vi os fra. Derfor er der heller ikke nogen grund til at udfordre kulturen til at agere udover det forventelige, for tænk hvis medarbejderne kom med et forslag, som vi som ledere ikke kan belønne.
Jeg er klart tilhænger af gulerod. Jeg går ind for at vi fremhæver det, som folk er dygtige til. Det mener jeg gør, at de får lyst til at fortsætte. På den anden side, hvis folk skal udvikle sig, så er det benhårdt arbejde, og jeg tror på, at vi som mennesker har godt af at blive kastet ud i opgaver, som virker uoverskuelige, og så kæmpe os frem med både vrede og gråd, indtil vi kan det. Jeg tror det gør os stærkere, motivere os og udvikler os på sigt.
Og den ”Dile que no” den skal jeg nok få styr på!