Rododendronen et tilflugtssted

 

Det du vil læse om handler om et barn, som uden at vide det, fandt styrke og trøst i at skabe et fællesskab midt i kaos bag en Rododendronbusk.

Jeg tror, at vi alle som børn har strategier, som hjælper os med at komme igennem vores barndom. Strategier, som viser børns råstyrke, og som er kimen til de drømme og de længsler vi har som voksne. Jeg tror, at der ligger en stor visdom foran os, når vi undersøger de strategier vi tog i brug som børn, dengang livet kaldte nysgerrigt på os, og vi var uden skyld, skam og frygt.

 

Barnet er mig og min fortælling er sand

Vi, min mor, min far og min storesøster, som er 2,5 år ældre end jeg, boede i en gammel murermestervilla i Emdrup. Udefra lignede vi en ganske almindelig kernefamilie lige med den undtagelse, at tre af os var sorthårede og jeg med rødbrunt hår og et hav af fregner.

Min far arbejdede som servicetekniker hos Rank Xerox og kørte rundt til virksomheder og reparerede kopimaskiner. Min far elskede at køre i sin firmabil. Han nød friheden, gratis benzin og at komme hjem til et velduftende hus hvor aftensmaden stod på spisebordet.

Min mor arbejdede på Danmarks Radio som sekretær. Min mor slugte morgenkaffen mens hun løb rundt med et stykke brød, som hun gumlede på, inden hun for ud af døren for at nå bussen. Hun kom hjem hver dag kl. 14, købte ind og lavede mad og blev helt perpleks, hvis ikke maden stod på bordet, når min far kom hjem.

Mindst en gang om ugen kom min mormor og morfar på besøg. Min mormor rullede og min morfar læste min fars avis og gryntede fornøjeligt til side ni pigen. Min farmor var også en del af familien. Hun hjalp ikke, men fik hjælp af min mor når hun f.eks. skulle købe briller.

Vores hjem var som en banegård. Ikke at jeg selv husker det som en banegård, men mine veninder fra dengang fortæller mig, at det var det. For mig var det hverdag. Jeg havde vænnet mig til et hus fyldt med mennesker.

Vores hus var altid under ombygning af håndværkere og min fars kolleger. Nogen gange vidste vi, at de kom, andre gange ringede min far en time før spisetid og så blev huset invaderet af store mænd, som fyldte med deres glade stemmer og høje grin.

Selvom det nok ikke passer, så husker jeg, at foreningen var der hele tiden. Den optog  en stor plads i mit liv. Og så var der naboerne, veninderne og om sommeren boede min onkel og tante hos os i flere måneder, når de kom på besøg fra Israel. Rugbrød er en god ting når mange munde skal mættes.

 

Krigens skygger

Min mor og far har begge været i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Da de kom til Theresienstadt var min mor 5 år og min far 14 år. Min mor blev deporteret med hele sin familie, mormor, morfar, tanter og onkler. Min far mistede sin far og en lillebror under flugten til Sverige. Min fars storesøster kom til Sverige og resten af familien, min farmor to brødre og en søster var i koncentrationslejr. Først efter krigen, da min fars familie blev genforenet i Sverige kom sandheden frem, at to familiemedlemmer var druknede.

Så længe vi var omgivet af mennesker i huset var alt lutter idyl. Jeg husker det som en konstant behagelig summen som en rar og tryg fornemmelse. Jeg var der bare som en del af det hele uden egentlig at deltage eller præstere. Usynligt gled jeg ind.

Foreningen var anderledes. De var alle mennesker, som havde været i Theresienstadt. Fælles for dem var, at de altid var op at skændes. Jeg vidste, at de skændtes, men det generede mig ikke. Jeg var jo ikke en del af det og jeg vidste, at de altid blev gode venner, for de kom på besøg igen og så startede de forfra. Det var ligesom et ritual, som jeg sad og betragtede udefra.

 

Alene med mor og far

Helvede brød løs når vi kun var os. Min mor og far skændtes konstant. De råbte og skreg. De  var helt hysteriske. De skændtes i timevis om hvem, der havde haft det værst under krigen og hvis familiemedlemmer, der skulle tages mest hensyn til. Det gik gennem marv og ben helt uden hensyn til, at der var to små piger tilstede. Vi ligesom forsvandt i skrigeriet og var overladt til os selv i vores egen smerte, overlevelse og tosomhed.

Rododendronbusken stod i forhaven op af husmuren ind mod stuevinduet. Når skænderierne tog til smuttede jeg om bag den. Så sad jeg der, lille og tynd, indtil det var overstået. En dag jeg sad der, kom min søster ud i forhaven og kiggede efter mig. Jeg kaldte på hende, at hun skulle kom hen til mig. Jeg sad yderst. Jeg pegede, at der var plads inderst, og så sad vi der og ventede på, at min mor skulle stikke hovedet ud af stuevinduet og sige, at nu kunne vi godt komme ind, de var færdige.

Rododendronen blev vores fælles tilflugtssted. Min storesøster havde som oftest rollen, at hun passede på mig. Nu havde jeg på eget initiativ taget rollen, at vi passede på hinanden og jeg havde skabt vores helt eget stærke fællesskab i ly fra en rododendron hvor ingen kunne ramme os i vores synlighed.

 

Den voksne mig

Da vi for godt 25 år siden flyttede ind i vores første hus købte jeg om foråret fem rododendroner. På det tidspunkt anede jeg ikke hvad, der drev mig. Det jeg vidste var, at de rododendroner skulle ned i et hul på 1x1x1 meter, et sted hvor jeg kunne se dem hver dag, og ingen skulle stoppe mig.

Gennem hele mit liv har jeg længtes efter at skabe eller være med i stærke fællesskaber hvor alle er ligeværdige, synlige og passer på hinanden. Det var, hvad jeg skabte for min søster og jeg.

Da jeg blev voksen var min overbevisning, at jeg var den bedste til at klare alt selv. Jeg var en succes målt i synlige resultater og klækkelige lønforhøjelser.  Det slog mig aldrig, at det jeg gjorde var, at jeg gemte min sårbarhed væk og fremstod stærk og kompetent. Det havde været min strategi som barn, når jeg var synlig eller usynlig. Udslaget som voksen var, at jeg fik såret en masse mennesker hvilket aldrig var min mening, fordi de ikke var lige så hurtige eller effektive som mig, så fandt jeg nogen andre, som kunne følge med.

Det var en måde at beskytte mig selv på. Jeg havde svært ved at tilpasse mig et fællesskab eller binde mig, fordi jeg var bange for at overlade ansvaret til andre. Ubevidst sammenlignede jeg andre med mine forældre, som jeg jo i bund og grund mente var helt uduelige – på trods af at de bestemt var og er kærlige mennesker.

Jeg har lært, at jeg hverken kan, behøver eller skal klare alting selv. Verden er fyldt med kompetente mennesker og sammen kan vi så meget mere. Når vi åbner op og tillader bekymringer og tvivl at komme frem og tør vise, at vi blot er mennesker, så bliver vi tilgængelige og andre vil os. Det giver os helt automatisk en plads i fællesskabet. Vi går fra at overleve til at leve og at leve er langt lettere end at overleve. Overleve er kamp – leve er fred.

Når vi indgår som leder eller medarbejder i de stærke fællesskaber, så bliver vi i stand til sammen at skabe de resultater som får os op i ligaen af førsteklasses virksomheder og det er langt mere værd end førsteklasses ledere.

 

MINE KUNDER SIGER

Lyder det interessant?

Kom i gang med din personlige udvikling!

Kontakt mig i dag, og få hjælp til at komme videre. 

Jeg er meget aktiv på LinkedIn. Her følger jeg med og deltager i forskellige debatter, kommenterer, laver egne opslag og artikler. Du er velkommen til at linke med mig, være en del af mit LinkedIn netværk og opleve endnu flere af mine personlige referencer.

Følg mig på Linkedin: