Tiden arbejder for dig – de små frø strør du ud med nænsom hånd

 

Fejlagtigt lever vi et samfund hvor det hele skal gå så helvedes hurtigt. Vi halser af sted med afkrydsningslister, struktureret indsatser, forretningsstrategier, tidsplaner, konstante forandringer og gør hvad vi kan for at presse det hele sammen.

Vi skulle jo nødig gå glip af noget og samtidig skal vi sørge for, at alle de andre følger trop for ja, vi skal fremad med vores børn, kolleger, medarbejdere og helst hurtigt.

Os, de handlingsorienterede kan slet ikke lade være, for selvom vi ikke siger det højt, så ved vi jo godt, at jorden drejer om os og at intet kommer i gang, uden vi lige skubber til. Det kunne være blidt, men ofte skubber vi hårdt, mens alle de andre halser efter os – skidt pyt for så skubber vi bare endnu hårdere👊.

 

HVAD LIVET LÆRER MIG ER,

  • At tiden arbejder for mig – især når jeg føler, at der intet sker og tiden kun går for langsomt
  • At jeg lærer baglæns – efter jeg har dummet mig, lavet alle fejlene og rejser mig igen
  • At jeg aldrig holder op med at lære – for jeg holder nok aldrig helt op med at dumme mig

 

MEN JEG KOMMER IKKE UDENOM, 

at det at være mor til en yderst stille, tilbagetrukken og dybsindig datter på i dag 25 år, har lært mig langt mere om mig selv personligt og professionelt end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Da Caroline var 6-7 år havde hun ofte forskellige veninder med hjem. Det gik rigtig godt lige indtil der var gået 2-3 timer, så gad Caroline ikke veninden mere. Hun kunne finde på at sætte sig med en bog, tegne, male eller tænde fjernsynet og selvom den anden pige talte til hende, svarede hun ikke.

Jeg observerede det og synes, at det var så pinligt. Sådan kunne hun da ikke opføre sig, når hun havde en veninde med hjem og når hun også ignorerede mig (tolkede jeg) så var jeg i den heldige situation, at der er en lillesøster, som er 2 år yngre, så jeg sendte veninden ind til hende, hvor de lystigt legede videre.

Det var en fin ordning for Caroline, som ikke lod sig mærke med det. Hånden på hjertet det tog mig mange år at forstå, hvad der foregik. Når jeg spurgte Caroline efterfølgende, var svaret, at hun gad bare ikke lege mere og hvad var der galt i det.

Selvfølgelig fik Caroline vanskeligheder socialt og i at holde fast i relationer, fordi det så ud som om, at hun afviste andre på trods af, at hun inviterede dem ind i sin cirkel. Efter mange år forstod jeg, at hun som den type hun er, ikke orkede at være social, i for hende for lang tid af gangen. Det tappede hende for energi. Hun havde brug for sit eget stille sted til at lade op igen og bare nære sit eget selskab. Det er der jo intet galt i, men når du står der lige midt i det eller udenfor og kigger ind, er det svært at forstå, især når du selv synes, at legen lige var så godt i gang.

Havde jeg forstået det mens Caroline var lille, havde jeg lavet legeaftaler på 2 til 3 timer så havde børnene vidst, at det var mig, der besluttede, at det var tid til at gå hjem.

 

TÆNK PÅ DET MED DE STILLE KOLLEGER OG MEDARBEJDERE – MÅSKE

  • De trænger til en pause flere gange om dagen, som du faciliterer
  • Du korter ned på møderne, så alle holder koncentrationen og ikke føler sig drænet
  • Du overvejer om alle trives i et fælleskontor, hvilke tiltag skal der til for at de trives eller skal det bare væk
  • Du overvejer, at der er typer, som har brug for længere tid, når I tager beslutninger
  • Du stiller spørgsmål til de meget stille, høre hvad der foregår og hvad de har brug for

Og mon ikke du selv kommer på flere forslag, hvor du imødekommer den type af mennesker.

Vi holdt de mest fantastiske ferier – FAKTA Jeg udmattede familien totalt

Jeg elskede ferie, nu skulle vi ud som familie og opleve verden. Vi skulle for alt i verden ikke gå glip af noget nu, hvor vi var så langt væk hjemmefra – det ville være en katastrofe. Jeg kunne aldrig tilgive mig selv, hvis vi nu lige havde været tæt på en spændende seværdighed og så bare susede forbi.

Det var op tidlig morgen, ud at opleve – hvem gad og ligge ved en swimmingpool, når verden lå for vores fødder.  Halvdelen af ferien gik godt – den anden halvdel nægtede børnene at stå op. De havde fået nok, ville slappe af og bare være ved og i den pool hele dagen, spise chips, slik og is, drikke sodavand og spille kort med mor og far.

Jeg husker så tydeligt en gang, hvor vi var i New York en uge. Jeg sad på sengekanten og ingen i familien orkede at stå op. Her sad jeg klar med guidebogen og blev total boykottet. Jeg var rasende og  begyndte at tale om, at det også kunne være spændende at tage til London. Da min mand tørt konstaterede ”Skal vi nu ikke lige først opleve New York sammen” – det var kodeordet til at få børnene op og mig til at slappe af og holde kæft. Lige her gik det op for mig, at jeg udmattede min familie i alt det, jeg synes, vi skulle opleve i stedet for bare at nyde, at vi var sammen.

 

TÆNK PÅ DET NÅR DU SOM LEDER STRESSER ORGANISATIONEN MED 

  • Alle dine visioner, strategiplaner, nye tiltag, ændringer osv.

Det kan godt være, at du er klar og har været det længe, men det er de andre ikke og jo mere du skubber på, jo mindre vil de, fordi du udmatter dem – så find en anden måde, hvor du kan få dem med. Ofte er måden, at sætte farten ned og involvere dem i dine beslutninger om den fælles vej hen mod visionen – måske du ikke får alt med og måske er det heller ikke vigtigt. Måske dine kolleger og medarbejdere kan komme med helt andre indgangsvinkler, som får dig til at opleve vejen på en ny måde, hvis du giver plads, tør og lytter og mon ikke det kan ses positivt på bundlinjen.

  • Tør du slippe kontrollen, angsten for at gå glip af alt det sjove og spændende eller at du har værdi i dig selv, selvom du ikke præsterer?

 

DERFOR STRØR DU MED NÆNSOM HÅND DE SMÅ FRØ 

Da Caroline afsluttede HF gik livet pludselig i stå på den måde, at fra at have været vant til at gå i skole, hvor alle de voksne lagde dagsordenen, var det nu op til hende, hvad der skulle ske – hun anede det ikke. Et trygt sted var i sengen og der brugte hun måneder med sin computer som følgesvend.

Synes jeg det var fedt, NEJ bestemt ikke. Jeg skubbede og jo mere jeg skubbede, jo mere trak hun dynen op over hovedet. Jeg tog med hende, støttede hende, så hun kunne aflevere sit CV i forskellige forretningen og restauranter, men hun satte sig på en bænk og nægtede.

Jeg måtte tvinge mig selv til at give hende ansvaret tilbage. Det ansvar alle de og vi, de andre voksne havde taget for hende og imens gik månederne. Jeg lod hende være og helt ærligt lå hun ingen til last andet end, at vi som forældre var bekymrede.

Jeg sagde til hende, at jeg stolede på, at hun ville tage den rigtige beslutning og at det var hendes ansvar – “Sig til når du har brug for mig.” Var det svært – JA – havde jeg lyst til at tage hende i hoved og røv, ruske og råbe hende ind i hovedet, at nu måtte hun fandeme tage sig sammen og komme videre – JA – men jeg gjorde det ikke.

 

JEG FORTALTE HENDE, 

  • At det ikke handlede om hende, men om mig og min bekymring
  • Om gode bøger og lagde også et par stykker på de vandrette flader i hjemmet
  • Om LinkedIn og hvordan det kunne bruges som netværk og være en mulighed for et job
  • Om andre unge piger, som synes det var svært efter gymnasiet og HF og hvordan de led under præstationsangst for ikke at være gode nok
  • Om livet som store ufremkommelige bjerge, når du betragter dem, men fulde af læring, når du vover dig ind på dem

Selvom det så rimelig håbløst ud, blev jeg med nænsom hånd ved med at strø de små frø og holde fast i at slippe ansvaret, som jeg havde givet hende tilbage.

 

EN DAG STOD HUN UD AF SENGEN

Mor, du må gerne hjælpe mig

Det Caroline gerne ville have hjælp til var, at jeg skrev et opslag på LinkedIn, så mit netværk kunne se, at hun søgte job. Det var et godt opslag for det betød, at Caroline landede et job – og her mange år senere ser det ud til, at hun er klar til at tage de næste skridt, som jeg synes, at hun har været alt for længe om, men tiden arbejder for os alle sammen.

Hastighed er total overvurderet. Det handler ikke om at komme hurtigt i mål, men langt mere om, hvordan du kommer i mål, så du får hele dig med. 

 

TAG LEDERSKABET TILBAGE

Ønsker du at lære hele livet og skabe en organisation af samhørighed i mangfoldigheden, så vil jeg foreslår dig at starte med at sænke tempoet. På den måde får du indsigt i, at der findes andre måder at se verden på end din. Når du kombinerer den indsigt, vil du opleve, at vi mennesker udvikler os sammen, blomstrer og skaber resultater.

Observer dine børn. Måske de er meget forskellige fra dig – det er en gave og en uendelige kilde til, at du fremover står stærkt i dit lederskab. Det kan tage tid, men husk, at tiden arbejder for dig.

Når du strør frøene med nænsom hånd vil du opdage, at en stor del af de frø, som du har smidt i første omgang bliver liggende for pludselig en dag at spire og blomstre. Når du mindst venter det, bliver de plukket og så er der dem, der bare bliver liggende og rådner, og sådan er det – du kan nok ikke få eller give dem alle😊.

 

 

MINE KUNDER SIGER

Lyder det interessant?

Kom i gang med din personlige udvikling!

Kontakt mig i dag, og få hjælp til at komme videre. 

Jeg er meget aktiv på LinkedIn. Her følger jeg med og deltager i forskellige debatter, kommenterer, laver egne opslag og artikler. Du er velkommen til at linke med mig, være en del af mit LinkedIn netværk og opleve endnu flere af mine personlige referencer.

Følg mig på Linkedin: