En flok er en levende organisme med flere forskellige celler. Når organismen mistrives er der ubalance. Det bliver tydeligt, når en del af cellerne udvikler sig i ondartet retning.
Vi har hver især et ansvar for, hvordan vi påvirker hinanden og som leder har du det overordnet ansvar for at vise vejen, skabe tillid og drage omsorg for at der er grobund for, at alle trives.
Mit hjerte hopper at glæde, når jeg møder flere og flere medarbejdere og ledere, som går efter styrken i at arbejde sammen i stærke fællesskaber, hvor vi passer på hinanden.
De siger, at:
- Vi vil arbejde sammen med tillid og sammenhold som dem vi er uden arbejdsmasker og med en retfærdig fordeling af arbejdsroller
- Vi vil motiveres og inspireres, så vi glæder os til at gå på arbejde hver dag
- Vi vil have en arbejdsdag, hvor vi møder hinanden åbent, ærligt, nysgerrigt og med en oprigtig interesse og involvering i at alle trives
- Vi vil være en del af en flok, som arbejder med fælles mål hen mod en fælles vision, som giver mening
- Vi vil indføre fælles bonus og præstationer, som afspejler fælles indsats.
Spørgsmålet er, hvordan gør vi?
Enhver læringsproces starter med, at der er noget vi ikke kan eller gerne vil blive bedre til. Som børn tager vi ikke valget om at lære, det valg tager de voksne for os.
Senere i ungdommen vælger vi selv, enten ud fra det vi frygter eller glæder os til. Vi er indstillet på, at bruge op til flere år på at dygtiggøre os, også når vi synes, at det er op ad bakke. Vi ved, at det handler om at få certifikat på vores viden, så vi er klar til at indtage en god position på arbejdsmarkedet.
I voksenalderen står det os frit for, om vi ønsker at lære endnu mere og vi beslutter som oftest selv på hvilke præmisser. Det gør vi ud fra, at vi indser, at der er områder, hvor vi er inkompetente. Vi ligefrem blotter os i vores inkompetence, for at få det vi vil have. Vi argumenterer for hvor værdifulde vi efterfølgende er, når vi har fået den uddannelse eller måske vi er så heldige at få den tilbudt i vores nye rolle. Nå ja, ej at forglemme konferencer i udlandet, som vi bare må deltage på, som sjovt nok ligger i USA.
Det paradoksale er, at vi for sjældent oplever ledere, som kaster håndklædet i ringen og siger, ”Hold kæft, hvor er jeg en elendig leder. Der må være noget galt med mig, for mit team fungerer ikke. Jeg har brug for hjælp”.
Du har brug for at være en del af en flok
For mit vedkommende er det præcis her, løsningen ligger. Når du som leder viser din inkompetence, gør du det for alles skyld, fordi du har sagt, ja tak til at tage ansvaret for en flok mennesker. Det er dit forbandet ansvar som leder at gå forrest og udstille din egen inkompetence for på den måde, at vise at det er OK, at du ikke kan alting selv. På den måde bliver du en inspirationskilde for dit team og alle andre omkring dig. Du kommer til at fremstå helt menneskelig og hvem vil ikke gerne være sammen med et menneske, som er i stand til at være menneskelig.
Når du vælger at lade være, skyldes det, at du er fanget i din egen personlighed, som holder dig fast i det, du kender. Det er dit EGO, som larmer og er i konstant alarmberedskab for at passe på dig og holde dig i det velkendte og trygge. I ledergruppen sammen med alle de andre ledere, som også viser deres ufejlbarlighed som ledere. Du skulle jo nødig falde udenfor og risikere at blive efterladt alene udenfor lederflokken. Det samme gør sig gældende i et team af medarbejdere – vi har alle et ansvar for vores valg.
Har du spurgt dig selv, om du vil være leder med ansvar for en flok?
Paradoksalt nok bliver du hædret, når du er på uddannelse, kurser eller konferencer for at dygtiggøre dig, men at udstille i dagligdagen, at du som leder har mangler, det skilter du ikke med, for hvem er du så som leder og er du overhovedet berettiget til at være leder. Det er som om, at når du tager lederopgaven på dig, så betragtes det som en rolle, du enten kan eller ikke kan og hvor uddannelse er et supplement. For at skulle kunne, vil du lære, træne, implementere og begå fejl som alt andet her i livet, som du gerne vil være god til.
Kære leder, når du stiller dig frem i teamet empatisk, sårbar og hviler i dig selv, er du godt på vej til at skabe en sund flokmentalitet. Du inspirerer ved at gå forrest og viser, at vi ikke kan og skal alting selv, at vi er modige nok til at bede om hjælp og at vi gerne hjælper uden nødvendigvis at tage æren. I de stærke fællesskaber beroliger vi egoet, som ikke længere har behov for at råbe op om at være den bedste/skarpeste/klogeste i sin søgen efter accept om at høre til i flokken. I stilheden sker der det forunderlige, at vi alle bliver ligeværdige og på det fundament vokser tillid og omsorgen for hinanden.
Det at være leder, er en livslang træningsrejse. Din fornemmeste opgave er at udvikle dig sammen med dit team, vise retningen og drage omsorg for det, som du, jeg og vi alle higer efter, de stærke fællesskaber hvor folk passer på hinanden.
Min historie om min egen inkompetence
Har du lyst til at læse min egen historie om, hvordan jeg fandt mod til at udstille min egen inkompetence, kan du læse med her. Den er en af mine allerførste fra 2014. Det er ærligt og sårbart stof om mig helt uden filter og jeg er ret stolt af den blog.